Etter ei kjeisam og lang veke der lesing til eksamen sto i fokus, dro eg ut til Rødland med ledergjengen i Betel TenKlubb - BTK. Og me hadde ei flott helg! Mykje regn, litt morgontrim utpå laurdag ettermiddag, lasagne, ligretto og spagettitårn-bygging var nokre av ingrediensane desse fine dagane. Og ikkje minst - lovsong og prating om menighet. Om korleis menigheten ikkje er huset, men folka. For meg er Betel heimen min. Folka der er familien min.
Som sagt har eg hatt ei lang og kjeisam veke. Når ein sit åleine og les, ser på film eller på tv, så blir livet fort kjeisamt. Når venene mine i tillegg er opptatt med praksis eller andre ting, blir det fort endå verre. Til og med Gud kjentes langt borte. Eg droppa å lesa i "Bokji", tenkte at det var ikkje så viktig og at eg hadde andre, kjekkare ting å gjer. Som å se på tv. For det er jo så oppbyggande og energigivande. Nei.
Heldigvis har eg ei bibelgruppe, der vi kvar veke les eit stykke i Bibelen. Til torsdag var det 2.Petersbrev. Så torsdags ettermiddag satte eg meg til slutt ned og byrja å lesa. Og så godt det var! Så herleg forfriskande. Guds Ord er veien, sanninga og Livet.
Og etter ei fin bibelgruppe, var det altså tenklubb og helgetur. Og helga blei flott avslutta med eit møte i Betel, der Sverre Langeland tala, om Ordet Åleine.
I opphavet skapte Gud himmelen og jorda. Jorda var aud og tom, og mørker låg over havdjupet. Men Guds Ande sveiv over vatnet. Då sa Gud: «Det verte ljos!» Så vart det ljos.
I byrjinga var ordet, og ordet var hjå Gud, og ordet var Gud.
Sjå, Guds bustad er hos menneska. Han skal bu hos dei, og dei skal vera hans folk, og Gud sjølv skal vera hos dei. Han skal vera deira Gud.
Han som vitnar om dette, seier: «Ja, eg kjem snart.» Amen. Kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde vere med alle!
PS: Angåande eksamen, så gjekk det strykande! Eller, kanskje ikkje, det vart vel meir midt på treet, men eg reknar med at eg i alle fall står. Og det er jo bra.
måndag 20. oktober 2008
Abonner på:
Legg inn kommentarer (Atom)
1 kommentar:
Det er så sant at menigheten ikkje er lokalet som man befinner seg i, men folkena man omgår! Så herlig å lesa at folkene i menigheten er familien din. Eg trur Gud fann opp menigheten for at Han visste og veit kor viktig fellesskap med andre kristne er for oss.
Legg inn en kommentar